Skive Kommune anvender EasyIQ SkolePortal som fælleskommunal læringsplatform
Skive Kommune har siden 2016 anvendt EasyIQ SkolePortal som fælleskommunal læringsplatform.
Pr. 1/8 2016 skulle alle kommuner være i gang med implementering af en læringsplatform.
I foråret 2016 havde skole- og dagtilbudsafdelingen en udvælgelsesproces med repræsentativ deltagelse fra skole- og dagtilbudsområdet, som endte med, at man enstemmigt pegede på EasyIQ SkolePortal som kommunens Læringsplatform, da man kunne se muligheder for at arbejde læringsmålsorienteret og i tråd med det praksisudviklingsforløb (TEACH), som alle lærere og skoleledere har været igennem i skoleåret 2016/17.
I 2016/17 testede enkelte lærere Læringsplatformen, hvorefter vi i skoleåret 2017/18 bringer Portalens funktionaliteter i drift for alle lærere og elever. Eksempelvis skal elevplaner i dette skoleår dannes i EasyIQ SkolePortal.
Baggrund for fælleskommunal læringsplatform:
Regeringen og KL blev i oktober 2014 enige om en række nye krav til it-systemerne i folkeskolen. Derunder en læringsplatform, hvor kravet bl.a. er at platformen skal
- kunne integreres med elevplaner, elevportfolio, digitale værktøjer, læremidler og andet indhold, som eleverne arbejder i samt uddannelsesplanen for de større elever
- give adgang til information om læring, trivsel og fravær gennem elevplanen, test- og prøveresultater og trivselsmålinger (niveauet for data fra trivselsmålinger skal fastsættes nærmere)
- kunne danne grundlag for tilrettelæggelse, gennemførsel og opfølgning på læringsforløb samt kunne gemme og dele læringsforløb både lokalt og nationalt
- kunne håndtere et samarbejde med elever/team om læringsforløb
- kunne integreres med Fælles Mål og elevens mål udviklet med udgangspunkt i Fælles Mål (brugere skal kunne se, bruge og producere ud fra Fælles Mål og elevens mål)
- give adgang til inspiration, materialer mv. fra vidensportaler og lignende systemer
- give adgang til at brugerne kan se, bruge og producere vha. digitale læremidler og andre globale medier, it- værktøjer,
- kunne have ledelsesadgang til alle forløb, læringsmål, produkter og elevplaner
- have en adgang til forældre, så de kan se egne børns forløb, læringsmål, produkter og elevplan.