Alle elever i Skive Kommunes folkeskoler vil i løbet af skoleåret 2018/19 have en iPad eller pc til rådighed.
Skive Kommune har vedtaget, at alle elever i folkeskolerne i Skive Kommune, over en tre-årig periode, får adgang til en enhed i forhold til at arbejde digitalt.
Inden udgangen af 2018 har alle skolerne en 1:1 løsning, og det sikres fremadrettet, at udstyret udskiftes ca. hvert 4. år. Udskiftningen vil ske til elever på 0., 4. og 7. årgang.
It-styregruppen har drøftet valg af enheder, og på baggrund af deres anbefalinger indkøbes iPads til 0. – 3. årgang, samt pc til 4. - 10. årgang med mulighed for lokale tilpasninger.
Valg af iPads til indskolingen sikrer en rød tråd til det arbejde med it og medier, som finder sted i Dagtilbud.
Frem mod 2020 skal den digitale omstilling af folkeskolen stå højt på dagsordenen i alle skoler. Målet er, at de digitale redskaber til læring og kommunikation i folkeskolen bruges lige så naturligt og nemt, som bøger, papir og blyant. Ellers kommer folkeskolen helt ud af trit med de allerede digitalt indfødte elever, der færdes hjemmevant i de forskellige universer og har de digitale redskaber, som deres første valg.