Du finder her en oversigt over aktuelle indsatser i forbindelse med digitale redskaber i skole- og dagtilbud i Skive Kommune
Digitale redskaber er:
Hardware: PC(Bærbar), tablet, digitale klemmer, digitale tavler
Software: F.eks. programmer og apps
It-system: F.eks. forældreintra, Aula og DayCare
Digitale redskaber skal ses som dækkende over de digitale redskaber, der bringes ind i den pædagogiske praksis. Det dækker over hardware og software. Det kan fx være en tablet med forskellige programmer eller apps, et mikroskop, en robot eller et digitalkamera. Et it-system er en forkortelse af informationsteknologi.
Elevhardware
Skive Kommune har vedtaget, at alle elever i folkeskolerne i Skive Kommune, over en tre-årig periode, får adgang til en enhed i forhold til at arbejde digitalt.
Inden udgangen af 2018 har alle skolerne en 1:1 løsning, og det sikres fremadrettet, at udstyret udskiftes ca. hvert 4. år. Udskiftningen vil ske til elever på 0., 4. og 7. årgang.
It-styregruppen har drøftet valg af enheder, og på baggrund af deres anbefalinger indkøbes iPads til 0. – 3. årgang, samt pc til 4. - 10. årgang med mulighed for lokale tilpasninger.
Valg af iPads til indskolingen sikrer en rød tråd til det arbejde med it og medier, som finder sted i Dagtilbud.
Frem mod 2020 skal den digitale omstilling af folkeskolen stå højt på dagsordenen i alle skoler. Målet er, at de digitale redskaber til læring og kommunikation i folkeskolen bruges lige så naturligt og nemt, som bøger, papir og blyant. Ellers kommer folkeskolen helt ud af trit med de allerede digitalt indfødte elever, der færdes hjemmevant i de forskellige universer og har de digitale redskaber, som deres første valg.
Læringsplatform EasyQ Skoleportal
Skive Kommune har siden 2016 anvendt EasyIQ SkolePortal som fælleskommunal læringsplatform.
Pr. 1/8 2016 skulle alle kommuner være i gang med implementering af en læringsplatform.
I foråret 2016 havde skole- og dagtilbudsafdelingen en udvælgelsesproces med repræsentativ deltagelse fra skole- og dagtilbudsområdet, som endte med, at man enstemmigt pegede på EasyIQ SkolePortal som kommunens Læringsplatform, da man kunne se muligheder for at arbejde læringsmålsorienteret og i tråd med det praksisudviklingsforløb (TEACH), som alle lærere og skoleledere har været igennem i skoleåret 2016/17.
I 2016/17 testede enkelte lærere Læringsplatformen, hvorefter vi i skoleåret 2017/18 bringer Portalens funktionaliteter i drift for alle lærere og elever. Eksempelvis skal elevplaner i dette skoleår dannes i EasyIQ SkolePortal.
Baggrund for fælleskommunal læringsplatform:
Regeringen og KL blev i oktober 2014 enige om en række nye krav til it-systemerne i folkeskolen. Derunder en læringsplatform, hvor kravet bl.a. er at platformen skal
- kunne integreres med elevplaner, elevportfolio, digitale værktøjer, læremidler og andet indhold, som eleverne arbejder i samt uddannelsesplanen for de større elever
- give adgang til information om læring, trivsel og fravær gennem elevplanen, test- og prøveresultater og trivselsmålinger (niveauet for data fra trivselsmålinger skal fastsættes nærmere)
- kunne danne grundlag for tilrettelæggelse, gennemførsel og opfølgning på læringsforløb samt kunne gemme og dele læringsforløb både lokalt og nationalt
- kunne håndtere et samarbejde med elever/team om læringsforløb
- kunne integreres med Fælles Mål og elevens mål udviklet med udgangspunkt i Fælles Mål (brugere skal kunne se, bruge og producere ud fra Fælles Mål og elevens mål)
- give adgang til inspiration, materialer mv. fra vidensportaler og lignende systemer
- give adgang til at brugerne kan se, bruge og producere vha. digitale læremidler og andre globale medier, it- værktøjer,
- kunne have ledelsesadgang til alle forløb, læringsmål, produkter og elevplaner
- have en adgang til forældre, så de kan se egne børns forløb, læringsmål, produkter og elevplan.
Office 365/One Drive
Folkeskoler: Folkeskolerne i Skive Kommune har siden 2016 haft adgang til Office365. Alle lærere og elever i Skive Skolevæsen har mulighed for at tilgå 5 x Officepakken-licenser til PC/MAC og derudover 5xOffice-licenser til mobile enheder.
Man kan logge ind via: http://Intranet.easyiqcloud.dk eller http://OneDrive.easyiqcloud.dk
Vores maildomain er: skiveskoler.dk (administrativt personale har endvidere en administrativ opsætning af Office365 med maildomæne skivekommune.dk)
Alle kan hente den fulde Office pakke på privat PC - Ipad: Gå ind på www.easyiq.dk og klik på "Hent Office" i øverste højre hjørne. Login via Uni-login, download og aktiver licensen: (Unilogin)@skiveskoler.dk.
Med Office365 har vi fået en pædagogisk webportal med adgang til en lang række af Microsofts funktionaliteter og værktøjer. Løsningen kan tilgås overalt, blot man har adgang til internettet og kan huske sit Uni-login :-)
Dagtilbud: Office365 forventes udrullet til hele dagtilbudsområdet i løbet af 2018.
Maildomæne for dagtilbud vil være skivekommune.dk
AULA:I forbindelse med overgang til AULA (som erstatning for hhv. IDialog samt SkoleIntra vil arbejdet med Office365 have et særligt fokus.
3D print teknologi
I efteråret 2017 er der indkøbt 3D printere til alle skoler.
Det tilbydes kursus gennem Læringsambassaden og eksemplariske læringsforløb til arbejdet med 3D print er at finde på den kommunale læringsplatform EasyIQ SkolePortal.
Læringsambassaden, som har til huse på Skive Bibliotek, har ligeledes et antal 3D printere til rådighed, som skoler kan booke til forløb enten på Læringsambassaden eller på egen skole.
Digitale læremidler
Digitale læremidler på skoleområdet
It skal være en integreret del af undervisningen. De digitale læringsformer skal anvendes som pædagogiske og didaktiske redskaber til at øge elevernes udbytte af undervisningen. Anvendelse af digitale læremidler i undervisningen kan bidrage til mere varierede undervisningsformer og bl.a. styrke undervisningsdifferentiering.
Skive Kommune har i skoleåret 2017/18 fælleskommunalt abonnement på følgende:
- Gyldendals fagportaler og ordbøger
- SkoleTube
- CD-Ord
- App Writer
- GO Atlas
Desuden har alle elever og lærere i Skive kommune adgang til Office365 (EasyIQ).
I forbindelse med opsigelse af eksisterende abonnementsaftale drøftes kommende fælleskommunale indkøb af digitale læremidler på skoleledermøder, it styregruppemøder og PLC møder. Andre fælleskommunale netværk inddrages efter behov (eksempelvis læsevejledere).
Skolerne og daginstitutionerne har mulighed for at tegne lokale abonnementer og indkøbe apps til egen skole/institution.
Robotter, programmering og kodning
Læringsambassaden tilbyder lån og booking af klassesæt til arbejdet med teknologi - primært simpel robotteknologi, kodning og programmering.
Pt. råder læringsambassaden over følgende udstyr til booking:
- Blue Bot klassesæt
- Meet Edison
- Ozobot
- Lego WeDo
- 3D priintere
- Scope
- Lego education
Samlingen suppleres løbende
Digitale redskaber på dagtilbud
It skal understøtte det pædagogiske arbejde. De digitale læringsformer skal anvendes som pædagogiske og didaktiske redskaber til at fremme det enkelte barns læring, udvikling og trivsel.
Skive Kommune har tegnet et fælles kommunalt abonnement med flg.:
- Børnetube
- SkoleKom/iDialog
Desuden vil alt pædagogiske personale på dagtilbud, få adgang til Office365 i løbet af 2018.
Daginstitutionerne har mulighed for at tegne lokale abonnementer og indkøbe apps til egen institution.